Kontakt os
Telefon

+45 89 43 20 00

eller send en e-mail

Vi hjælper SKAT i kampen mod momssvindel

Systematic skal levere it-løsning, der hjælper til at modvirke svindel med moms ved handel på tværs af EU-lande

5. juli 2010

I hård konkurrence med fire andre store leverandører har vi i EU-udbud vundet leverancen af et nyt listesystem til det danske skattevæsen.

Listesystemet holder styr på varer og tjenesteydelser, der handles hen over grænserne i EU, og er et af SKATs redskaber i kampen mod momssvindel. Systemet er koblet op mod det fælleseuropæiske VIES-system (VAT Information Exchange System), der samkører data fra de forskellige EU-lande. Ifølge EU-reglerne skal momsen opkræves i slutlandet, altså i det land, hvor et produkt eller en serviceydelse ”lander” med henblik på salg, og dét sørger VIES og blandt andre det danske Listesystem for.

”Vi er meget tilfredse med, at vi gennem vores målrettede fokus på det offentlige har fået SKAT som ny kunde og samarbejdspartner,” siger Flemming Bent Thomsen, vice president i Systematic, som nok er bedst kendt som mangeårig leverandør af forsvarssystemer og elektroniske patientjournaler. I de senere år har vi imidlertid også fået stadig større succes inden for blandt andet den offentlige sektor og finanssektoren.

”Vi ser SKAT som en meget spændende samarbejdspartner, der ligesom resten af den offentlige sektor har et stigende fokus på leveringsevne og kompetencer til at køre it-projekter sikkert i mål. Det kommer en virksomhed som Systematic til gode, fordi vi er i stand til at dokumentere vores høje niveau,” forklarer Flemming Bent Thomsen.

Overbevisende leveringssikkerhed

”Også i dette tilfælde vinder vi på, at vi ud over et attraktivt tilbud kommer med en overbevisende tidsplan og leveringssikkerhed. Samtidig og ikke mindst vinder vi på vores generelle erfaringer med at udvikle løsninger, der spiller op mod større internationale systemer,” siger Flemming Bent Thomsen.

Som eksempel på leveringssikkerhed afleverede Systematic i det forgangne regnskabsår 92 procent af samtlige milepæle til tiden, hvilket er et konkret resultat af vores kontinuerlige procesforbedringer via Lean og CMMI. Vi er den eneste skandinaviske virksomhed, der er certificeret på niveau 5 efter den internationale modenhedsmodel CMMI.

Listesystemet skal være klart til brug i begyndelsen af 2011, hvor det skal erstatte det nuværende, som med snart tyve år på bagen ikke længere er teknologisk eller funktionalitetsmæssigt tidssvarende. Det nye Listesystem, som Systematic udvikler, vil effektivisere SKATs arbejds­opgaver, blandt andet fordi automatiseringen af kontrolprocesser øges. Derudover vil systemet også lette den administrative opgave for virksomhederne.

”Med det nye Listesystem kommer vi til at kunne tilbyde virksomhederne bedre muligheder for at listeangive og rette eventuelle fejl i angivelsen. Dermed vil vi kunne fokusere vores kræfter på de få, der forsøger at lave momssvindel,” siger Aino Olsen, der er kontorchef i Skatteministeriet.


For yderligere information
Ring til Integration Services på +45 89 43 20 00 eller send en e-mail