Kontakt os
Telefon

+45 89 43 20 00

eller send en e-mail

Columna udbredes til hele Region Midtjylland

Systematics epj-system er valgt som den fremtidige fælles elektroniske patientjournal for de midtjyske hospitaler

16. juni 2010

Regionsrådet i Region Midtjylland besluttede i dag, at Systematics epj-løsning Columna skal være regionens fælles elektroniske patientjournal. Columna kommer dermed til at gøre det ud for de fem forskellige kørende epj-systemer, som regionen overtog fra amterne. Med en fælles epj-løsning kan regionens sygehuse nemt udveksle patientoplysninger og dermed skabe mere effektive behandlingsforløb.

Regionens beslutning vækker naturligvis glæde hos Systematic, der siden 2000 har samarbejdet med først Århus Amt og senere regionen om udviklingen af epj-løsningen Columna, som nok er bedst kendt under navnet Århus-epj.

– Sundhedsområdet er et strategisk forretningsområde for Systematic, og selvom vejen ikke har været uden forhindringer, har vi aldrig fortrudt vores satsning. Vi har investeret kraftigt i udviklingen af vores elektroniske patientjournal, og i dag står vi med en af de mest avancerede løsninger af sin slags på markedet, siger koncernchef i Systematic Michael Holm.

Alle oplysninger i én løsning

Igennem årene er udviklingsopgaven vokset. Først fik Systematic opgaven med at levere integrationsplatformen, der blandt andet sørger for at lagre data og binde de forskellige funktionsmoduler sammen. Efterfølgende fik virksomheden også ansvaret for udviklingen af fire af løsningens fem moduler.

– I dag samler Columna alle oplysninger om patientens behandlingsforløb i én it-løsning. Ud over sundhedspersonalets mange journalnotater om patienten håndterer vores løsning alt fra booking af operationer og oplysninger om medicinering til svar på blodprøver og udskrivningsbreve, forklarer vice president i Systematic Anders Goul Nielsen.

Regionshospitalet Randers og Grenaa tog i foråret de to nyeste moduler i brug og blev dermed det første hospital til at tage den samlede løsning i brug. Region Midtjyllands ambition er, at Columna skal være rullet ud på samtlige midtjyske hospitaler inden udgangen af 2011.

– Vi ser frem til det fortsatte samarbejde og til derigennem at bidrage til, at Region Midtjylland lever op til regionernes og regeringens frist for indførelse af fælles elektroniske patientjournaler. Fælles epj bidrager til, at sundhedspersonalet altid har de nødvendige oplysninger, hvilket er forudsætningen for at sikre patienterne en høj kvalitet i behandlingen, siger Anders Goul Nielsen.

Ifølge regeringens og regionernes aftale om drift af sygehusene skal samtlige sygehuse i hver region senest ved udgangen af 2013 benytte de samme it-systemer til at registrere oplysninger om patienterne.

Læs også:
Nyheden "Valg af Columna øger eksportchancer"
Systematic Columna - fremtidens epj-løsning


For yderligere information
Ring til Integration Services på +45 89 43 20 00 eller send en e-mail